Biografen har altid været et mødested for folk. Først som smedie, senere som mølleri og kornhandel og siden - i forhuset - som telefoncentral.
I 1949 blev baghuset indrettet til biograf. De næste godt 30 år blev der vist mindst tre film om ugen i "Kino Engesvang", som blev bestyret af Mary og Peter Sørensen.
Biografen brændte i 1959, men blev åbnet igen året efter, nu med nyt stort lærred og plads til 169 biografgængere. Filmene, der blev vist, blev i øvrigt ofte valgt på meget demokratisk vis, idet folk kunne hænge filmønsker op på en opslagstavle.
I 1980 blev konkurrencen fra bl.a. TV for hård og biografen lukkede. Nr. Snede Rejsebio fortsatte dog endnu halvandet år med at komme at vise film, før det endegyldigt var forbi.
I 1990 blev Den Gamle Biograf taget i brug som forsamlingshus. I 2000 blev det "nye" kulturhus indviet - klar til de næste generationer - efter en komplet renovering og nyindretning.